Viser opslag med etiketten 1940s. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten 1940s. Vis alle opslag

17. jun. 2021

Et vellykket photoshoot

Alle fotos er taget og redigeret af
Z-K Visuals (Giuseppe) som du kan finde på Facebook og Instagram.

Jeg blev spurgt om at stå model for Giuseppe, siden han rigtig gerne vil blive bedre til at fotografere, og jeg synes resultatet af vores photoshoot er blevet virkelig godt! Jeg havde følt mig lidt nervøs op til, da jeg har været lidt usikker på mit ydre, men dette photoshoot løftede lige mit humør totalt og det var sådan en lettelse. Vi tog nogle billeder inde i den gamle bydel og ellers i en park.

Jeg besluttede mig for at bære min hjemmesyede kjole, som jeg har lavet ud fra et mønster fra 1939. Jeg er ret stolt af resultatet af denne kjole, da jeg ikke har syet noget større i super lang tid. Det føles virkelig fedt at være kommet i gang med at sy tøj igen. Dette symønster er jeg helt vild med og jeg har derfor lavet en kjole mere ud fra symønsteret, bare med korte og mere flowy ærmer.
Jeg måtte justere lidt i størrelsen på mønsteret, men i sidste ende er den endt med at sidde helt perfekt. Nu vil jeg rigtig gerne finde et nyt symønster at sy noget fra. Gerne fra 1930'erne/tidlig 1940'erne, da jeg lidt har et flip med den tid for tiden. Jeg købte dette kjolemønster fra The Vintage Pattern Store på Etsy.
Kjolen er stylet med jakke, hat, bælte og sko fra 1940'erne. Jeg er ikke helt sikker på hvornår tasken er fra, måske 1940'erne, måske nyere.



29. aug. 2020

En strikvest i efterårsvejret

I dag var det endelig køligt nok til at have min nye strikvest på, som jeg har købt via A Touch of Vintage sammen med min tweed spadseredragt fra 1940'erne... eller, jeg troede det ville være køligt nok, for da jeg kom ud fra min lejlighed kunne jeg mærke, at det egentlig ikke var helt så koldt som det lignede. Men er det ikke altid sådan i denne tid på året? Jeg havde endda taget paraply med, men regn kom der ikke. I stedet for skinner solen da lidt ind imellem og det holder tørt. Men nok om vejret, det er jo altid et samtaleemne man kan hive frem.

Jeg har stylet vesten med en bluse fra Freddies of Pinewood og et af mine få bangles i grøn fra Bow and Crossbones. Som nævnt er spadseredragten fra 1940'erne og den har jeg købt af en sælger fra Etsy. Det er desværre en anelse for stort, men indtil videre nyder jeg at have det på og så må vi se om det en dag skal videre til en anden. Skoene er fra Memery som er et helt fantastisk skomærke. Det er Mette fra Vintage Divine der er begyndt at lave det smukkeste fodtøj i vintage-stil. Jeg har to par sko derfra, disse og så et par sandaler, og de er simpelthen så rare at have på begge to.

Jeg arbejder lige for tiden på at lave en ny og bedre udgave af mit blog-indlæg 'Alt jeg ved om snoods' så stay tuned.





26. aug. 2020

1940'er spadseredragt i technicolor

Jeg har netop lige opdaget hvordan at man kan redigere sine billeder, så de ligner technicolor-fotos lidt. Jeg har virkelig haft sjov med at redigere mine billeder på denne måde, da det ofte giver dem et helt andet look og udtryk.
Her er et af mine 1940'er spadseredragter i technicolor.

Jeg arbejder på at skabe hele outfits med en pæn eller anderledes farvekombination. Denne spadseredragt købte jeg af en fra Amerika og det var min allerførste spadseredragt fra 1940'erne. Nu har jeg tre i alt, men det er svært for mig at finde disse i min størrelse, hvilket er ærgerligt da det er noget af det jeg bedst kan lide fra 1940'erne. Men jeg følte mig helt enormt heldig da hende jeg købte det af, fortalte hun havde et til salg i min størrelse!!

Brochen har jeg selv lavet af fake blomster, bl.a. fra genbrugen. Jeg tilføjede nogle fake perler og synes selv det ser rigtig fint ud! "Tørklædet" er bare et stykke stof fra genbrugen, som jeg vil sy en 1940'er turban ud af. Det var heldigt at jeg fandt dette stof i genbrugen, da det matcher perfekt med resten af outfittet. Under jakken har jeg en kortærmet skjortebluse på fra House of Foxy. Øreringene er fra Bow and crossbones og dem har jeg som regel på, samtidig med et par matchende bangles. Selvom i ikke kan se det, så bærer jeg nogle strømper med søm fra What Katie Did og et par lyseblå sko med hvide detaljer fra Lulu Hun.

Billederne her blev taget på en kølig efterårsdag sidste år. Efteråret er min yndlingsårstid og vi er så tæt på!! På det seneste har jeg kunne mærke det i luften, at der er forandring på vej... og de sidste par dage har vi haft gråvejr og regn. Nu kan jeg bare ikke vente til farverne skifter udenfor.

Hvad er din yndlingsårstid?




5. feb. 2018

Alt jeg ved om snoods

Jeg bliver utrolig tit spurgt ind til de snoods jeg har om mit hår. Om hvordan jeg tager dem på, hvordan jeg styler dem, hvad andre siger til det, hvordan jeg selv laver dem, hvor de kan købes osv. Jeg har derfor længe tænkt at jeg burde lave et helt blog-indlæg kun om snoods. 
Hvilket jeg så gør nu. 

Til jer der er lidt i tvivl om hvad jeg mener med ordet "snood" så er det, det man kalder de hårnet jeg så ofte har omkring håret. De er så nemme til alle de hårdage hvor mit hår er uglet eller hvor jeg ikke orker at sætte det, men stadig gerne vil have et lidt vintage look. Jeg føler også at jeg straks bliver endnu mere "autentisk" at se på, når jeg har en snood om håret. 
De snoods jeg laver selv og køber er ud fra et mønster fra 1940'erne, hvor man ofte brugte dem til at beskytte sine fine krøller men de er også smukke accessor. Nu er jeg så heldig at have naturlige krøller, men de kan altså også blive ret så uglet. På dage hvor mit hår rent ud sagt ligner en høstak, der er det skønt at bære snoods. 

De fås i alle mulige farver og størrelser. Der findes også forskellige looks til snoods, som fx. nogle hvor det ligner lidt mere en blomst bagfra end et net. Det er også flere der laver små eller halve snoods så man stadig kan se det øverste af håret, men ligesom har det samlet forneden. Der er flere der sætter et silke eller satinbånd i toppen også. Man kan pynte med blomster, lave diverse frisure inden man tager dem på eller blot lade håret være fladt. Jeg kan nu rigtig godt lide lidt volume i håret, når jeg bærer snoods. 

Billeder af forskellige slags snoods, fundet på Google. 

Jeg har lavet tre eksempler på hvordan man kan style snoods med diverse accessories eller bare køre et helt simpelt look der stadig giver volume til håret. 
Senere i indlægget her vil jeg vise hvordan man tager snoods på, hvordan man undgår håret stritter ud og også vise jer en simpel måde at sætte håret på, til de dage hvor man skal hurtigt ud af døren. 


Look 1


Her har jeg først sat håret op i en lille "poodle updo" hvorefter jeg har tilføjet min lilla snood, som jeg i øvrigt selv har hæklet. Mere om hvordan man selv laver dem, senere i indlægget.
Jeg har til sidst tilføjet lidt blomster i hver side af min frisure, eftersom jeg gerne ville have lidt mere volume i siderne.



Look 2


Dette er mit go to look, det er sådan jeg styler mit hår, i en snood, allernemmest og hurtigst inden jeg skal ud. Man kan vælge at tilføje blomster. Man kan også binde et tyndt tørklæde omkring håret, enten med en sløjfe i toppen (Som hvis ens snood havde et silkebånd i toppen) eller under alt håret. Jeg har valgt at tilføje en rød sløjfe i hver side.



Look 3


Ved dette look har jeg tilføjet en vintage hat der matcher både snood og kjole rigtig godt. Denne snood er købt af Gin Poodle på Etsy. Det er som regel der jeg køber mine snoods fra, hvis jeg køber dem. De kan bestilles i tre forskellige størrelser og hun har masser af flotte farver.



Nu til hvordan man selv kan lave sine snoods. 
Jeg begyndte for omkring et år siden, selv at forsøge mig med at hækle mine egne. Det gik temmelig langsomt i starten og tro mig, jeg har brugt så lang tid på snoods der så har vist sig ikke at være lavet korrekt og det er så frustrerende. Men nu er jeg nået til et punkt hvor jeg kan hækle dem okay hurtigt, på trods af de ikke er lige så flotte, som dem jeg plejer at købe.



Jeg fandt simpelthen en youtube tutorial om hvordan man hækler en "perky snoods" og efter at have fulgt den, kunne jeg pludselig forstå opskriften der er linket i beskrivelsen til videoen. Jeg vil selvfølgelig dele videoen med jer her. Den er ret mørk i belysningen og knapt så professionel, men den er super hjælpsom! Hvis man nu ønsker at følge en opskrift kan man enten følge linket i videoens beskrivelse, eller blot klikke her. Man kan også søge på "Perky snood" på Google og så kommer opskriften også op.


Det skal lige siges at denne snood bliver temmelig stor. Men efterhånden som man lærer at lave dem, kan man også lave dem mindre eller større, ved at tilføje færre eller flere rækker i opskriften. En sidste ting jeg vil tilføje er at jeg plejer at sætte elastik i til allersidst, på en anden måde end hun gør i videoen. Jeg tager og laver en kant hele vejen rundt og så tager jeg en sløv, stor nål og sætter elastiktråd i og så "syr" jeg elastikken ind i min snood. Det er svært at forklare på skrift, men det skal gøre på en lidt bestemt måde, da det er vigtigt at elastikken kan bevæge sig frit inde i kanten af ens snood. I kan også bare følge kvindens tutorial i videoen, jeg fandt det bare lidt svært måde hun gjorde det på. 
Men ja, eksperimenter lidt med det.


Når i nu har lavet jeres egen eller købt jer en snood, så er det jo rart at vide hvordan man tager den på bedst muligt. Jeg har selv set en masse forskellige tutorials, med en masse forskellige tips og tricks til, hvordan man bedst muligt tager den på. For at kunne vise jer hvordan jeg gør, har jeg valgt at lave en video til jer, på trods af jeg hader at tale foran et kamera. Men den nemmeste måde at vise hvordan man tager den på er at fortælle og vise jer det i en video. Så here we go:


Jeg håber i kunne bruge min video til noget, den er ret hurtigt lavet og man kan selvfølgelig vælge at lave et mere "smooth" look ved at tilføje noget hårpomade eller lignende, til håret sådan at små babyhår ikke stritter ud. Men jeg er lidt for doven til den slags, ærlig talt. 



Det sidste jeg vil fortælle om, er hvilket reaktioner jeg er blevet mødt med og hvilke tanker jeg selv har gjort mig, når jeg har båret snoods. 
Jeg kan ærligt ikke huske den allerførste gang jeg bare snood ude i offentligheden, men jeg kan huske en af de første gange. Jeg var meget nervøs, da jeg altid er det når jeg skal prøve noget nyt ved mit look. Der er heller ikke ligefrem mange her i Odense der klæder sig vintage eller vintage-inspireret. Jeg husker jeg skulle til noget genbrugssalg med to veninder, hvilket gjorde det hele lidt nemmere fordi de var med og bare accepterer mig hundrede procent for den jeg er. Jeg tror lidt jeg har kørt en stemning op inde i mit hoved, for faktisk var der kun en der kommenterede på det og det var ikke engang negativt! Hun spurgte blot hvordan jeg havde fået det til at sidde fast. 

Siden hen er jeg blevet så vant til at have disse i håret at jeg virkelig ikke tænker over det længere. Det er jo heller ikke noget der skiller sig vanvittig meget ud, men man ser bare ikke ret mange gå klædt sådan eller have dem på nu til dags. Jeg bliver primært mødt af positive personer der føler for at give et kompliment, hvilket jo er rart. 

Jeg håber hele dette indlæg var noget i kunne bruge. 
Hvis i har nogle spørgsmål, så spørg endelig.