4. apr. 2017

København vintage messe, 2017

Så blev det min tur til at fortælle om den skønne vintage messe, der fandt sted for lidt over en uge siden. Noget jeg havde set frem til rigtig længe, med høje forventninger og planlægning af nogle forskellige ting. 

Jeg tog derind sammen med min mega dejlige veninde, Carina. Vi var så heldige at mine forældre kunne køre os direkte til Vega, hvor messen fandt sted. Vi startede med at aflevere vores jakker i garderoben og gik derefter i gang med at kigge lidt på de stande, der var i entréen. A touch of vintage var en af dem. Her havde jeg aftalt med Gabrielle derfra at aflevere et køb, hun havde gjort på Datid Vintages webshop. Men på det tidspunkt var der så fyldt med mennesker ved standen, at Carina og jeg valgte at gå ovenpå til Store Vega. 


Her blev vi mødt af en masse glade og nysgerrige mennesker. Faktisk var der så mange at min veninde og jeg ind imellem blev lidt væk fra hinanden eller måtte dele os lidt op. Men der var en rigtig dejlig stemning, folk smilede til os og min veninde fik flere komplimenter på hendes outfit! Musikken var god og blev styret DJ Per der havde styr på det. Der var også flere fra min vintage/rockabilly/pinup-gruppe på Facebook der kom og hilste på mig, hvilket var både dejligt og spændende. 
Carina og jeg gik direkte til FN92 hvor jeg havde aftalt med Pauli, der har butikken, at jeg skulle prøve en kjole jeg har haft set på længe, fra webshoppen. En kjole med masser af friske farver, noget jeg synes er svært at finde når det kommer til 40'ernes mode... især i min størrelse. Da jeg fik den på kunne jeg med det samme både se og mærke at den måtte jeg bare købe med mig hjem! Så det gjorde jeg og så gik jagten ellers i gang efter mere. 

Det kan ikke beskrives hvor mange smukke kjoler, smykker og andet godt der var! Jeg plejer at sige at jeg kan mærke velbehag i mine øjne, når jeg ser på noget jeg synes er smukt... og der skal jeg lige love for mine øjne have smukt at se på, haha.
Vi tog derefter ind i Lille Vega, hvor bl.a. Miss Mia optrådte med hula hop-show. Vi nåede desværre ikke at se showet, men jeg ville alligevel nævne det, fordi jeg ved hun er super dygtig.

Nogle timer efter var vi så trætte på grund af alle de indtryk og mennesker at vi valgte at sige tusind tak for en vellykket vintage messe. Pia Storm har virkelig endnu engang skabt noget helt fantastisk og også ret unikt for Danmark. Det er fedt at føle man kan være en del af et fællesskab og også at se alle de mennesker der blev både fascineret og nysgerrige på vintage-miljøet... så fedt! Desværre fik jeg ikke taget andre billeder end stemningsbilledet for oven, men der er masser af andre der har taget fine billeder. Bl.a. Ditte, som også blogger om bl.a. vintage.
Carina og jeg sluttede af med en gang nachos og derefter is, inden vi tog trætte og tilfredse hjemad. 

Og hvad fik jeg så købt? Jeg fik som nævnt købt den smukke, farverige kjole og så fik jeg købt en fin lille baigneuse, som de åbenbart hedder de fine porcelænsdamer, fra Brix Brocante... Hvor jeg i øvrigt også vandt en, den er dog ikke kommet med posten endnu. Nu til billeder!


Kjolen er fra 1940'erne og har de dejligste farver. Jeg kom lidt til at tænke på trafiklys da jeg så farverne. Den er simpelthen så behagelig at have på også.
Her har jeg stylet den med et sort tørklæde om håret, en hårblomst fra Rock Rockabilly, mine vintage 40'er sko købt af en privat sælger og så mine "seamed stockings" fra What Katie Did. Bedre billede længere nede.





Jeg er helt vild med kjolen og som nævnt havde jeg kigget på den længe.
Det sjove er lidt at jeg også havde kigget efter en art deco porcelænsdame på ebay rigtig længe og så fandt jeg lige hende jeg ville have, til vintage messen. Og ikke nok med det så vandt jeg endnu en!
Nu står hende den ene på min hylde og pynter.



Det jeg fik fortalt om hende var at disse yndige små damer var souvenirs fra nogle badeøer jeg ikke lige fik fat i hvad var for nogle. En lille sjov detalje er at hun er blevet en smule solbrændt på både skuldre og numse. Ret fint, ikke sandt?


Var i med til vintage messen? Hvad fik i eventuelt købt?


Recap: I went to the vintage fair in Copenhagen, arranged by Pia Storm. It was an amazing day!
I bought the dress I'm wearing on the photos and the fine little porcelain lady. Both things I have been looking at for a long time and now they're finally mine, yay!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar